En tid med forandring: Efteråret og Alexanders begyndelse

Alexander begynder ikke The Eternal Prince som den person, han med tiden bliver. Det betyder noget for mig. Hvis en person skal forandre sig, vil jeg gerne have, at man tydeligt husker, hvem han var, før alt blev kompliceret. Efteråret blev baggrunden for den udgave af Alexander. Ikke fordi hvert faldende blad behøver have en skjult betydning, men fordi årstiden naturligt bærer den samme følelse af overgang, som præger begyndelsen af hans rejse.

Før alting forandrer sig

I begyndelsen er der stadig ting, Alexander tror, han forstår. Hans liv har grænser. Verden har regler. Mennesker har identiteter, der virker tydelige. Der er tryghed i at tro, at tingene omkring os er præcis, hvad de ser ud til at være.

Så ændrer noget sig. Som regel ikke på én gang. Et spørgsmål dukker op. Så et til. Noget, som tidligere virkede almindeligt, begynder at føles mærkeligt. Til sidst er den gamle forklaring ikke længere tilstrækkelig. Den gradvise bevægelse er vigtig for Alexanders historie.

Efteråret forandrer sig også i stilhed

Efteråret gør noget lignende. Der er sjældent én bestemt morgen, hvor verden pludselig bliver til efterår. Det sker gradvist. Nætterne bliver koldere. De første blade skifter farve. Sollyset ser anderledes ud. Regnen bliver længere liggende på gaderne.

Så ser man sig en dag omkring og opdager, at hele landskabet er forvandlet. Jeg kan lide den slags forandring, fordi den føles troværdig. Alexanders rejse skal ikke føles, som om nogen bare har udskiftet én version af ham med en anden. Han må gennemleve forandringen.

Skønheden i det, der ikke varer ved

Efteråret er også smukt, fordi det er midlertidigt. Farverne, som gør årstiden genkendelig, eksisterer kun i kort tid. En skov kan blive gylden og rød og derefter miste næsten det hele få uger senere. Det er der noget lidt sørgeligt ved. Men sorg gør ikke noget mindre smukt.

Valentine Kingdom har øjeblikke, hvor skønhed og mørke findes side om side. Kærlighed kan eksistere sammen med frygt. Magt kan eksistere sammen med sårbarhed. Noget kan være smukt og farligt på samme tid. Efteråret passer til sådan en verden.

Alexander er stadig kun ved begyndelsen

En ting, jeg aldrig vil glemme, når jeg tænker på Alexander, er, hvor stor en del af rejsen der stadig ligger foran ham. Personen i begyndelsen kan ikke vide, hvad personen ved slutningen ved. Han kan endnu ikke forstå alle konsekvenser. Han kan ikke se alle forbindelser. Og det skal han heller ikke.

En del af at følge ham er at opdage de ting, samtidig med at han selv gør det. Det får efterårets begyndelse til at virke næsten fredelig, når man ser tilbage. Vejene kan være våde. Vejret kan være koldt. Der kan allerede være usikkerhed. Men Alexander aner stadig ikke, hvor stor hans verden snart bliver.

En årstid, der passer til det første skridt

Efteråret definerer ikke Alexander. Det gør et enkelt kapitel, en enkelt beslutning eller et enkelt øjeblik heller ikke. Men det er her, vi møder ham første gang på denne rejse.

En årstid i forandring for en person, hvis liv snart forandres. En koldere verden, før tingene bliver langt farligere. Og faldne blade, der dækker veje, som stadig fører et ukendt sted hen.

For mig er det derfor, efteråret føles så naturligt i begyndelsen af The Eternal Prince. Verden er allerede ved at forandre sig. Alexander har bare endnu ikke indset, at han gør det samme.

Del med venner:

Seneste nyt fra M.V. Mitic